I begyndelsen af april var jeg i Nepal for at købe ind til caretrade, og for at lære kunstnerne og deres håndværk bedre at kende. Min gode tibetanske ven i Nepal, Dakpa Tenzin, havde lovet at hjælpe mig, og han havde på forhånd bebudet, at al transport ville komme til at foregå på bagsædet af hans motorcykel, da trafikken i Kathmandu nu er blevet så kaotisk, at det ville være håbløst at komme frem med bil. Jeg har godt nok aldrig siddet på en motorcykel før, men jeg tænkte som så, at eftersom jeg for 2 år siden var i Tibet med Lakha Lama, hvor jeg tilbragte en uge på hesteryg i 5000 meters højde, så kunne en smule motorcykelkørsel vel ikke være så svært.

Dengang i Tibet, var Tenzin også med som min tolk, og han var ikke just begejstret for de daglange rideture i bjergene, som vi trak ham med på, mens jeg faktisk nød det. Nu havde han muligheden for at tage revance på hjemmebane i Kathmandu på sin motorcykel. Det viste sig dog at være en rigtig god idé med den motorcykel, for mange af de steder vi skulle hen for at besøge kunsthåndværkerne, var gemt bag et netværk af smalle smøger, hvor en bil slet ikke kunne komme frem. Der fandt vi så de talentfulde kunstnere, som frembraget de skønneste værker under ufatteligt primitive forhold.

På træskærerværkstedet arbejder 27 årige Sujan. Det er ham der har lavet de tibetanske tempelborde for caretrade. Med stor tålmodighed og omhu saver han de kunstfærdige mønstre i træet med en primitiv sav, der ikke er andet end et stykke bøjet bambus hvorpå der er fastspændt et stykke kraftig ståltråd, som han selv må lave hakker i med en mejsel, for at lave nogle intermistiske savtakker på klingen. Ståltråden knækker selvfølgelig hele tiden, og så er det bare forfra om igen med at lave en ny savklinge. Det er ufatteligt, at han kan skabe så smukke og indviklede træskærerarbejder med så ringe et værktøj. Jeg er fast besluttet på at skaffe ham en ordentlig hånd-dekupørsav fra Danmark med rigeligt af ekstra klinger. Det vil kunne spare ham for megen tid og besværd.

På Tibet Charity's Youth Center i Kathmandu er der anderledes gode faciliteter. Her er værktøjet og arbejdsforholdene i orden, og den elskelige tibetanske skræddermester underviser med stort engagement de unge andengenerations-flygtninge i skrædderfaget. Mange har på den måde kunnet nedsætte sig som selvstændige erhvervsdrivende eller har fået arbejde på systuer. Men inden de når så vidt, skal de jo først opøve en god rutine i faget, og det koster penge til materialer, til det de syer under uddannelsen. Desuden skal de jo også have noget at leve af, og der er ikke noget der hedder SU i Nepal.

Det prøver vi at afhjælpe ved fra caretrade at sælge nogle gode kvalitets T-shirt (som ikke er lavet i Nepal). For hver solgt T-shirt gives en skjorte, syet af skræddereleverne på TCYC, til et tibetansk flygtningebarn eller et nepalesisk gadebarn. Vi betaler en let overpris for skjorterne i forhold til den lokale markedspris, så selvom de unge ikke er så hurtige til at sy endnu, kan de alligevel tjene en rimelig løn på arbejdet, samtidig med at de får en god opgave at øve sig på. I sidste ende glæder skjorterne nogle fattige børn.

Jeg besøgte også thanka-malerne, blandt andet Sonam Dhundup, som mestrer den svære kunst at male med ægte stenfarver. Ellers er det nu til dags mest almindeligt, at der males med akryl på lærred. Stenfarverne er ret kostbare og vanskelige at forarbejde. Kunstneren blander dem selv med et bindemiddel af harpiks.

Sonam Dhundup er vokset op som forældreløs på Tibetan Children's Village i Dharamsala i Indien, og det er også der, han for 23 år siden blev udlært som thankamaler. Han er en efterspurgt kunstner, og han havde ikke nogle færdige thankaer til salg, men jeg har på forespørgsel fra en af caretrade's kunder bestilt nogle værker hos ham til levering om et par måneder.

Hos en anden thankaforhandler købte jeg en fin samling thankaer, og her mødte jeg Lama Ashok, der er en meget anerkendt nepalesisk thankamaler med 15 års kunstnerisk erfaring. Han maler med akryl på lærred, og hans farvesammensætning og sans for detaljer er meget fin. De thankaer der er skabt af Lama Ashok har et meget smukt udtryk.

Efter tre besøg hos thankaforhandleren, fik jeg som en særlig begunstigelse lov til at købe tre af de sjældne stenfarve-thankaer malet af Lama Milan. De lå ellers ikke fremme i butikken, men da de havde forstået, at jeg var seriøst interesseret i kvalitet og æstetik, kom de frem fra gemmerne. Jeg købte dem straks! Farverne var meget smukke og dybe, og selvom disse thankaer koster det dobbelte af akrylmalerierne, blev de til min store glæde og overraskelse solgt ubeset af tre af vore being & doing kursister, inden varene overhovedet var kommet hjem fra Nepal. Dejligt at opleve, at folk forstår at værdsætte den gode kvalitet.

En anden af vore kursister havde sat mig på den opgave at skaffe hende en bestemt slags gao (amuletsmykke). Hun havde fundet nogle eksempler på internettet af den type hun var interesseret i. Jeg kastede mig med stor entusiasme over opgaven, som ellers godt kunne forekomme som at lede efter en nål i en høstak. Hvor end jeg kom frem, viste jeg de medbragte fotos, og på den måde blev jeg vejledt til, at de pågældende smykker var at finde i den ældste buddhistiske by i Nepal, Patan. Der skulle jeg alligevel hen for at købe bronze-statuer, og efter igen at have spurgt mig rundt, fandt jeg sørme frem til mesteren for de specielle gaos! Ud og ind gennem smalle smøger og lave døråbninger. Op ad stejle trapper. Der sad Padam Bajracharya på sit lille værksted, og skabte de skønneste smykker, sådan som hans forfædre har gjort det gennem århundreder, for kunsthåndværk er oftest et famileerhverv, som går i arv fra far til søn.

Men det er jo ikke kun de dygtige faglærte kunsthåndværkere vi handler med hos caretrade. Et af formålene med handlen er, at skabe arbejde for socialt udsatte grupper, f.eks. ufaglærte kvinder. Det var derfor med stor glæde, at jeg kunne ansætte den første medarbejder hos caretrade. Damchoe Dolma er 54 år. Hun flygtede fra Tibet som 8-årig, og har siden boet i Nepal, hvor hun er mor til 5 voksne børn i alderen 18 - 37 år, hvoraf de to yngste stadig bor hjemme, og det gør også hendes 93 årige blinde mor. Damchoe og hendes mand er begge arbejdsløse, efter at den tæppefabrik de arbejdede på lukkede. De bor 5 voksne mennesker i 2 små rum på hver ca. 10 m2. Børnenes uddannelse er sponsoreret gennem Tibet Charity, og det er den gamle bedstemor også, men de to midaldrende forældre er på grund af deres alder endnu ikke berettiget til et ældre-sponsorat. Derfor faldt det på et tørt sted med jobtilbudet fra caretrade. Jeg har ansat Damchoe til at lave vore smukke tibetanske bedekranse, og nu må vi bare håbe på, at de bliver et hit, så hun kan få noget at bestille. Jeg har dog sikret hende en minimumsløn uanset hvor mange eller få bedekranse vi får solgt.

Efter et par travle og indbringende uger i Nepal vendte jeg hjem, rig på indtryk, og fuld af håb for caretrade's fremtid. Det betyder jo så meget for de mennesker, at de kan få afsat deres kunsthåndværk, og jeg vil i hvert fald gøre mit bedste for at præsentere de smukke sager, som jeg er meget beæret over at formidle videre. Jeg håber, at kunstværkerne vil skabe glæde og blive værdsat hvor end de havner efter deres lange rejse.